Tema Dit barns udvikling

Ros dit barn med omtanke

Ros dit barn med omtanke
Af karen Vedel

Ros dit barn med omtanke

Mottoet ”ros er vejen frem” skal bruges med omtanke, ellers virker det lige modsat. Det er vigtigt at rose dit barn – men der skal også være en grund til det. Få styr på, hvilke typer ros der findes, og hvordan du lærer at bruge dem med omtanke.

Vi kender det alle. Lille Frederik kommer løbende med en tegning og ser forventningsfuldt op og afventer ros. ”Hvor er den flot, du er vel nok dygtig”. Spørgsmålet er bare, hvornår ros er berettiget, så det motiverer barnet.

Bare rolig – det er helt normalt, at vi som forældre roser vores barn igen og igen. Men derfor kan vi godt blive mere opmærksomme på, hvornår og hvordan vi gør – og hvordan vi bør gøre. Alle forældres ønske er, at deres lille bandit vokser op med masser af selvværd og gå-på-mod. Problemet kan dog være, at vi i vores iver over at skabe så fantastiske børn som muligt kommer til at rose for alt for meget – og alt for tit.

Skru ned for rosen – og op for anerkendelsen

Ros er rigtig godt og relevant for børns udvikling, så længe det bruges med omtanke. Det skal bruges på en måde, så dit barn føler sig set, men uden at fungere som en standardkommentar. De fleste af os kommer ofte til at rose vores barn, uden at vi tænker synderligt meget over det. Det er dels, fordi vi ønsker at give udtryk for, at børnene er elskede, men også fordi det er noget, vi gør automatisk. Det kan være, fordi vi selv er vokset op med, at bekræftelse gives verbalt, men det kan også skyldes, at vi har for travlt til at høre ordentligt efter og i virkeligheden underminerer den opmærksomhed og anerkendelse, som et barn kræver.

Ros dit barns egenskaber frem for handlinger

Et barns selvtillid øges, når vi som forældre giver ros for, hvad barnet kan og gør, hvorimod selvværd skabes, når barnet føler sig accepteret, værdsat og elsket, uden at skulle gøre sig fortjent til det. Det et vigtigt, at barnet føler sig elsket, uanset hvad han/hun kan eller gør. ”Jeg er god nok, uanset om jeg er god til at tegne, danse eller køre på løbehjul”. Derfor er det vigtigt, at vi som forældre har fokus på ikke kun at styrke barnets selvtillid ved at give ros for, hvad barnet kan og gør, men derimod har større fokus på, hvad der gør barnet glad, og så vise og fortælle dem, at det elsker vi dem for. ”Jeg kan se, hvor sjovt du har det med at spille fodbold. Hvor er det dejligt!” Frem for at rose dem for deres handling eller noget, de har lavet (f.eks. en tegning eller 100 hop på trampolinen), så giv ros for barnets initiativ, motivation, kreativitet og gå-på-mod.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *