Tema Nem hverdag

Slip af med ungernes kræsenhed

Slip af med ungernes kræsenhed
Af Gæsteskribent

Slip af med ungernes kræsenhed

Kan det overhovedet lade sig gøre at få ens kræsne unger til at spise andet end pomfritter og spaghetti? Svaret er JA! Snup Mambenos råd mod kræsenhed, og oplev forandringen ved spisebordet.

For nylig fik vi en mail fra Vibeke. Den lød sådan her:

“Først og fremmest tak for hjælpen! Min søn er desværre blevet yderst kræsen (min mand ER kræsen og mener ikke, at sønnen er kræsen: “Han spiser jo alt!”). Desværre er sønnen nu mere kræsen end faren… Det er jo vores egen skyld. Vi har aldrig gjort meget ud af madlavning, men har bare serveret det samme, nemme aftensmad dag ud og dag ind – og så bliver børn altså kræsne… Da lillesøster kom til verden i maj sidste år, besluttede jeg, at hun ikke skulle ende samme sted. Jeg kunne simpelthen ikke magte tre kræsne “børn” ved middagsbordet, og så var jeg bare træt af pomfritter i ovnen. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan jeg faldt over jeres fantastiske koncept, men Gud ske tak og lov for det! Manden spiser det meste nu, men er meget ærlig, hvis der er noget, han hellere vil have end andet. Og det sætter jeg stor pris på! Sønnen er stadig kræsen, men ikke i nærheden af hvad han var før, og siger “Mmmh, det her er min livret” om næsten alt, vi serverer. Og lillesøster hun spiser stort set alt, der kommer på bordet!”

Med andre ord: Børns kræsenhed kan altså “kureres” med lidt ny inspiration og vedholdenhed.

Gør det udramatisk

Når du har besluttet dig for at gå til kamp mod kræsenheden, så forsøg at gøre det udramatisk. Altså ikke noget med: “Ta da da daaaa – fra i dag bliver der kun serveret retter, I aldrig har smagt før, og I SKAL spise op. Det bliver vel nok spændende, hva’?” Følg i stedet disse simple råd:

  • Forsøg at servere nye retter så ofte som muligt.
  • Lad ungerne være med til at sammensætte madplanen for den kommende uge.
  • Tag ungerne med i køkkenet. Det er nemmere at få børn til at smage på noget, de selv har været med til at lave.
  • Sørg altid for, at der er noget på bordet, som ungerne med sikkerhed kan lide og blive mætte af. F.eks. gnavegrønt, rugbrød, fuldkornspasta, fuldkornsris m.m.
  • Undlad at lave særlig mad til børnene.

Små ændringer

Begynd med små ændringer, som ungerne ikke tillægger den store betydning. Server “lidt af det hele” på en tallerken og fortæl, at du gerne vil have, at de smager på XX som det første. Og når de har smagt på det, kan de gå videre til den “sikre mad”, som du ved, de kan lide.

Og husk så, at alt, hvad de voksne siger, kopieres af børnene! Så de samme regler gælder selvfølgelig for mor og far. Og ikke noget med at sige: “Jeg vil altså hellere ha’ en pizza..!”

Giv ikke op mod kræsenhed

Forbered dig på, at det ikke sker uden kamp at komme ungernes kræsenhed til livs! Forbered dig på klassiske udbrud som:

  • “Awdr, det kan jeg ikke lide”
  • “Det HAR jeg smagt før, og det VED jeg, at jeg ikke kan lide”
  • “Jeg vil hellere have pasta med ketchup”

Og hvad svarer du så? Jo, svar f.eks.:

  • “Det er o.k., men du skal smage på maden først, og derefter kan du sige, om du kan lide det eller ej.”
  • “Smag har det med at ændre sig, så selvom du smagte XX for tre uger siden, så smager du lige igen.”
  • “Det er helt o.k., hvis du stadig ikke kan lide det, men du skal smage igen.”
  • “Der er mad på bordet, du kan lide, så spis dig mæt i det. Vi spiser det, der står på bordet – og ikke andet.”

Ros dem for madmod

Og så skal børnene selvfølgelig have masser af anerkendelse for at turde prøve noget nyt, så ros dem endelig for deres madmod! Sig f.eks.: “Jeg synes, at du viser masser af madmod, når du prøver at smage på noget, du ikke har smagt før”. Eller: “Smag på tre nye ting i løbet af ugen, og jeg vil gerne belønne dig for dit mod med din livret i weekenden”.

Du kan også prøve vores lille smagedyst, der hjælper med at introducere ny mad for ungerne – særligt, hvis I er til konkurrencer og spil :o) Her finder du Mambenos smagedyst – inklusiv gratis diplom til vinderen.

Jeg håber, disse simple eksempler kan hjælpe dig og din familie i gang nye madvaner, ligesom Vibeke og hendes familie. Og har du og familien brug for inspiration, så finder du lige her vores store opskriftarkiv fyldt med børnevenlige retter. Du kan også følge os på både Facebook og Instagram.

God kamp og velbekomme :o)


Mambeno er Danmarks første og største madplansservice til børnefamilier – med både aftensmad og madpakker. Med Mambeno får man hver uge en fiks og færdig madplan med familievenlige, lækre og nemme retter, der er lige til at gå til. En madplan, hvor ingredienserne bliver brugt løbende henover ugen, og hvor alt kan købes i et almindeligt supermarked. Man kan nøjes med at handle ind én gang om ugen og er i øvrigt sikker på, at ens børn får både fisk og grøntsager. 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *