Tema Dit barns udvikling

Åben snak om følelser udvikler dit barns sociale evner

Mor taler med trist pige
Af Gæsteskribent

Åben snak om følelser udvikler dit barns sociale evner

Dit barns personlige og sociale evner er vigtige for dets trivsel – både i skolen og derhjemme. Du kan hjælpe dit barn på vej ved at være åben om alle slags følelser, lyder rådet fra gæsteblogger Charlotte Mouyal, der til daglig coacher unge og familier.

Hvad enten dit barn er udadvendt, indadvendt, er meget ivrig eller forsigtig, så er barnets sociale og personlige udvikling en vigtig forudsætning for en god barndom.

Veludviklede sociale evner giver børn en god grobund for at skabe sunde relationer til andre, både som børn og ud i voksenlivet. At de evner at rumme følelser, at vise empati, at føle, at du som forælder viser forståelse for den, de er, vises allerede i en meget tidlig alder.

Sådan hjælper du dit barn godt på vej

Lær dit barn at kende, observér barnet. Det er sundt at lade dit barn få noget alene-tid, at lade barnet lege alene, samt at give plads til behovet for, at barnet kan være for sig selv, lege på værelset eller se en film.

Børn og unge har ikke konstant brug for stimuli. Ved at du viser dem, at det er okay at være for sig selv, giver du barnet en indikation om, at du rummer dit barn, og det er en vigtig del af barnets udvikling og billede af sig selv.

At snakke med dit barn om forskellige følelser og vise barnet, at det er okay f.eks. at være sur, ked af det, glad eller frustreret, gør, at de oplever, at det er okay at have de følelser. På den måde forkertgør du som forælder ikke dit barn. Udover det, så ser og registrerer dit barn, hvordan du håndterer følelser, og vil gøre det samme som dig. Det gør børn og unge empatiske og giver dem en følelse af at rumme følelser konstruktivt. Dette sker over tid og ikke kun efter at have gjort og vist det over for dit barn 2-3 gange.

Børn gør ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør

Børn udvikler deres sociale og personlige kompetencer på forskellige måder og i forskellige hastigheder, og det kan du som forælder være med til at understøtte, da børn ikke kan få nok af sociale kompetencer.

Der er flere ting, du kan gøre for at understøtte dit barns sociale og personlige kompetencer:

  • Når barnet reagerer kraftigt, hvad enten det er skrig, gråd eller på anden måde en reaktion, der viser følelser, så kan du gå ned i øjenhøjde med barnet – bogstaveligt talt. Lyt til dem, se dem i øjnene og bare vær der for barnet. Det kan nogle gange være svært, hvis du er ved at få blæst dine ører af. Det, der er vigtigt, er, at dit barn mærker, at du er der og lytter. Det gør, at de får vist, at deres følelser er legitime.
  • Når dit barn bliver ked af det over noget, som barnet ikke kan finde ud af, og derfor er opgivende – hvad enten det er et puslespil, en drilsk sok eller en svær opgave i skolen – så kan sætningen ”du kan ikke finde ud af det – endnu, men lad os prøve at gøre det sammen” gøre en verden til forskel. Det beroliger dit barn til at vide, at du er der for dem, og det skaber tryghed.
  •  Spørg dit barn, hvordan dagen er gået, og tag dig tid til at høre om det – vær nærværende.
  • Husk ikke at blive sur på dit barn, hvis barnet har gjort noget forkert, såsom ikke at ville dele med andre børn eller at tage et andet barns legetøj, for det er din handling, som dit barn afspejler. Hjælp dit barn på vej – du er guiden til, hvordan barnet på bedst mulige måde kan få størst udbytte af de sociale kompetencer.

Hverdagen går hurtigt, og der er så mange praktiske ting, der skal udføres, så det, at du som forælder tager dig tid til dit barn, gør, at barnet føler sig set og hørt – og det er en vigtig faktor i barnets billede af verden og omsorg. Samtidig lærer du også dit barn vigtigheden af at have sociale og personlige kompetencer.

Forståelse og rummelighed er, hvad børn har brug for, og at vide, at de er elsket uanset hvad og gode nok, som de er.

Gæsteblogger Charlotte Mouyal er unge- & familiecoach og har de sidste år coachet unge i alderen 11-27 år for at styrke dem indefra – deres selvværd og troen på sig selv – samt familier med teenagere i at styrke kommunikationen og sammenholdet. Charlotte er er uddannet Mindfulness-instruktør og underviser unge på skoler og camps i sociale og personlige kompetencer. Hun har for nyligt udgivet teenagekort, som er til stor gavn for familier med teenagere. Kortene hjælper med at skabe dialog, fællesskab og større rummelighed og forståelse i familier. For information og køb af kortene, som også kan bruges af mindre børn, kan du sende en mail til info@charlottemouyal.com. 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *